77-årige Annelige Nielsen i Maribo har skrevet om sin første menstruation i bogen "Det første bind", som netop er udkommet med bidrag fra 28 kvinder fra hele landet.

På tøjsnoren i haven i Bandholm hang skræddermesterens kones patentstrikkede bind i groft bomuldsgarn på en lang række.
I skrædderiet sad en halv snes skræddere på bordet med korslagte ben og syede, og bindene på snoren var deres udsigt i haven een gang om måneden.
Billedet af bindene på snoren står prentet i Annelise Nielsens hukommelse. Selv fik hun i øvrigt også sin første menstruation i skrædderens vaskekælder. 
Hun var nemlig ung pige i huset hos skræddermester Jørgensen i Bandholm, og hun var der i mere end tre år. Det var nemlig en god plads og fru Jørgensen stod også for iblødsætning af bind og senere kogning i gruekedlen. Det var en proper dame, som selv stod for sin storvask. 
I dag er Annelise Nielsen 77 år, og hun har skrevet sine erindringer om sin første menstruation i bogen "Det 1. bind", som netop er udkommet på forlaget Forum.
28 kvinder i alderen fra 12 til 82 år har bidraget, og det er advokat Pia Deleuran, som er redaktør på bogen. Hun er også niece til Annelise Nielsen, og hendes mor og Annelises lillesøster, Elly Lundbeck Ottesen har også bidraget.
Annelise Nielsen er glad for, at hun tog imod opfordringen, fordi hun tror det kan hjælpe andre unge piger.
- Det er stadig et tabuemne, selv har jeg aldrig talt med andre om det. Jeg havde meget lidt menstruation, faktisk så lidt, at jeg aldrig behøvede at bruge bind, men kunne klare mig med to par trusser. Først da jeg kom i overgangsalderen, måtte jeg bruge vat, men det var også det hele. Men det har jeg aldrig talt om før nu, siger Annelise Nielsen.
Hun er mor til to sønner, så hun har heller ikke haft nogen datter at tale med "det" om, og hendes søster, som var ni år yngre, har hun heller ikke snakket med det om. Men læsning af de øvrige bidrag har sat en masse minder igang.
Efter årene hos skrædderfamilien i Bandholm, fik Annelise Nielsen plads i Hellerup, hvor fruen var omkring 50 år. Det kan være forklaringen på, at Annelise Nielsen ikke dér så bind på snor, hverken i have eller i kælder. 

 
- Min mor blev syg, og jeg rejste tilbage til Bandholm, hvor jeg igen fik plads hos skrædderen. Fru Jørgensen ville nemlig give den samme løn, som jeg havde fået i Hellerup. Det var 60 kroner om måneden, som var langt mere end de 15 kroner, jeg begyndte med i 1937, fortæller Annelise Nielsen. [klip]
Annelise Nielsen taler åbenhjertigt om sig selv og sit liv. For fem år siden fejrede hun guldbryllup med sin mand, Bent, der også er skrædderuddannet [klip]. De fandt ud af det sammen, rigtig godt, og bor stadig i det røde hus på Østervang, som de byggede sidst i 1940'erne. De har altid klaret sig uden bil, og i dag, hvor Annelise Nielsen må bruge rollator, fordi hun har haft brækket ryggen, triller hun i byen hver anden dag og får købt ind. Der er trapper i huset, en stor gammel have og det er i det hele taget ikke det, fagfolk vil kalde "ældrevenligt".
- Men vi er så glade for vores hus og det går jo alligevel. Man kan indrette sig. Det har livet lært mig.
I bogen fortæller Annelise Nielsen om klimakteriet, som var en psykisk svær periode.
- Tre til fire dage et par gange om måneden "væltede" jeg, og jeg blev tilrådet at gå til muskelafspænding - og det fik jeg tilmed penge til, skriver Annelise Nielsen.
Hun fortæller også, at hun, som altid havde været hjemmearbejdende, som 40-årig fik et rengøringsjob på Maribo Sygehus, på røntgenafdelingen, og det hjalp.
Hun tudede meget, over alting, som hun skriver, men arbejdet hjalp hende og efter tyve år gik hun på efterløn i 1983.
"Man siger arbejdet adler. Det var i hvert fald med til, at jeg kom helskindet igennem "slutspurten" på mine månedlige menstruationer. Jeg begyndte at arbejde som 40-årig, og fortsatte til jeg var 60."
Sådan slutter Annelise Nielsen sit bidrag.
 
 

Se Annelise Nielsen 
som ung pige i Bandholm omkring 1937

Til anmeldelser 
Til indholdsfortegnelse