Fra Forum for Kvindeforskning,
8. årgang nr. 1.
Tema: Elendighedsforskning
og værdighedsforskning.
Der skrives følgende
i artiklen
Kvinden som forbryder -
og offer af Beth Grothe Nielsen
om Det præmenstruelle
syndrom.....
Forskere (og formentlig velmenende
praktikere) forfalder sommetider
stadig til biologiske forklaringer
på (og undskyldninger for) kvinders
kriminalitet.
I 1985 blev en 36-årig
kvinde dømt for manddrab. Sagen fik en del omtale
i medierne allerede før
domsafsigelsen, fordi forsvareren havde oplyst,
at han ville påstå
kvinden frifundet på grund af utilregnelighed i
gerningsøjeblikket.
Hun led nemlig af det præmenstruelle syndrom.
Forsvareren støttede
påstanden på en erklæring fra en speciallæge i
psykiatri. Heraf fremgik,
at kvinden - ligesom i øvrigt hendes mor og
søster - "ifølge
det af hende oplyste, og det af akterne fremgåede",
altid præmenstruelt
havde befundet sig i "en betydelig sjælelig
spændingstilstand,
der ... bl.a. har medført, at hendes tærskel for
impulshandlinger i betydelig
grad har været nedsat". Som eksempler herpå
nævnes, at hun én
gang havde begået tyveri og andre gange havde
foretaget sig "besynderlige"
handlinger som at cykle en tur på 25 km om
natten i mørke. Kvinden
havde ifølge speciallægen befundet sig i en
"udtalt præmenstruel
fase" på det tidspunkt, hvor hun havde begået
drabet, dog uden at have
været psykotisk.
Retten havde intet grundlag
for at frifinde på grund af utilregnelighed,
men nok til at nedsætte
straffen. Kvinden blev idømt 4 års fængsel. Det
fremgår ikke af dommens
præmisser, om dommerne (nævningerne) lagde
selvstændig vægt
på kvindens eventuelle præmenstuelle problemer.
En nærmere granskning
af sagen viser imidlertid det præmenstruelle
syndroms konkrete
irrelevans. Den dømte kvinde havde de sidste 10 år
periodevis været indlagt
på psykiatriske afdelinger med diagnoser som
anorexia nervosa, neurosis
characterogenes, psychosis paranoides,
neurosis anxiosa m.v. Hun
havde været behandlet med sobril, diemal,
truxal, nozinan, fluanxol,
phenemal og senest saroten retard i
kombination med truxal og
antabus.
Kvinden havde haft en ustabil
opvækst med to stedfædre, hvoraf den
første var blevet
idømt 2 års fængsel for seksuelle overgreb mod hende,
da hun var 13 år.
Denne stedfader havde været voldelig over for moderen,
der efterhånden havde
udviklet et massivt misbrug af alkohol. Kvinden
var som ganske ung blevet
gift med en teologistuderende. Ægteskabet
varede tre år, og
dets opløsning synes bl.a. at skyldes hendes
mindreværdsfølelse
over for den intellektuelle mand og hans venner. Det
fremgik, at hun stadig mere
end 10 år senere var forelsket i ham.
Derefter havde hun et par
kortvarige forhold. Hun var uden uddannelse og
havde haft adskillige jobs,
indtil hun kom under revalidering, hvor man
uden held bl.a. havde søgt
at gøre hende til fabrikssyerske. På
gerningstidspunktet var
hun på bistandshjælp.
Manden, som hun dræbte,
havde hun truffet under en indlæggelse på en
psykiatrisk afdeling. Han
var dybt alkoholiseret, narkoman og yderst
ustabil i social og psykologisk
henseende. Han havde boet hos hende en
uge engang, og siden havde
hun vanskeligt kunne slippe fri af ham. På
drabsdagen havde han igen
tvunget sig ind på hende og hun havde taget
ham med op i sin lejlighed,
hvor de fik noget at drikke. Han var blevet
voldsom og støjende
og hun var bange for, at værten - der tidligere
havde klaget - ville gøre
alvor af sin trussel om at sige hende op. Til
sidst faldt han dog i søvn
på fire truxaltabletter, som han selv havde
bedt hende om. Hen på
natten vågnede han halvt op, og hun opløste nu 30
tabletter i kakao, som hun
fik ham til at drikke. Da han snorkede
højlydt, lagde hun
et par sekunder en pude over hans hoved. Da hun
fjernede den, opdagede hun,
at han ikke længere trak vejret. Ifølge
obduktionserklæringen
var dødsårsagen formentlig den store mængde truxal
i kombination med alkohol
og dårlig lever, men derimod ikke kvælning.
Sagen drejer sig altså
om en kvinde, der har begået en alvorlig kriminel
handling - manddrab. Den
viser en kvinde, der lige fra sin tidlige
barndom af forholdene i
hjemmet var sporet ind på en mental og social
deroute. Den viser også
en række behandlere, der havde fyldt hende med
psykofarmaca. Mødet
med den mand, der var endnu længere ude i misbrug og
selvdestruktion, var mere,
end hun kunne tackle. Det endte med mandens
død af en overdosis
af de truxal-tabletter, som lægerne så gavmildt
havde forsynet hende med.
Der var grund til at statuere formildende
omstændigheder i den
pågældende sag. At trække det præmenstruelle
syndrom frem, virker
nærmest grotesk. Det påfaldende ved hendes
psykiatriske historie er
i øvrigt, at ingen synes at have interesset sig
for de seksuelle overgreb,
hun havde været udsat for som barn. Måske var
det en incest-terapeut hun
havde haft brug for.
