Livet givet  er en samling af essays og beretninger, redigeret af Pia Deleuran og Bente Holm Nielsen. Men er der tale om essays? Eller beretninger? Og er bogen redigeret? Redaktionens indledning præsenterer ikke bogens forskellige bidragydere. Temaer og emner hos de enkelte skribenter ridses heller ikke op. 

Pia Deleuran og Bente Holm Nielsen "tror" derimod, at "hver især har et helt unikt bud på", om "det nuværende system med markedsøkonomi på tilstrækkelig vis tilgodeser kvinders livscyklus." Ordet tror, får det til at lyde, som om redaktionen ikke har læst de indlæg, bogen rummer. Ifølge indledningen skal bidragyderne overveje "deres kvindelighed". 

Vi indbyder det analyserende blik til undersøgelse af den udvikling, hvor biologi og natur umærkeligt er gledet i baggrunden, mens pædagogik, psykologi og genetik har interesse og fokus.

Der ligger en hensigtserklæring skjult i indledningen, og de skrivende inviteres "umærkeligt" til at støtte denne: Udviklingen er generelt af det onde. I Ilse Diederichs "Mor er den bedste i verden. Om det at få børn" skinner selvhævdende, romantiserende, biologistiske og særartsfeministiske perspektiver tydelig igennem. Titlen er iøvrigt ikke ironisk, så den bliver en kliché. 
Indlægget handler om kvindekroppen og er et opgør med krop/sjæl dualismen, med manden eller mænd, teknologi og omkostningsfrihed. Skreddene sker f.eks. således: 

Mit eget forhold til min krop og mit barn i barselsperioden var ellers ret kropsligt, f.eks. fik jeg fysisk ondt i de perioder, hun skreg meget, mine bryster blev spændte og løb over nogle gange, blot jeg tænkte på hende.

Altså egen erfaring. Derefter: "Sådan har alle kvinder det". Men så følger noget Desmond-Morris-agtigt om "tidernes morgen" og kvinders yngelplejeinstinkt. 

Teknologiskræk

Dermed ikke sagt, at fædre ikke har følelser for deres børn, men den ekstradimension, som kvindekroppen giver, må mænd undvære, og med henblik på overlevelseschancer i den første kritiske tid er barnet normalt bedre tjent med en "dobbeltsikring" end med en enkelt, altså bedre tjent med mor end med far.
 Hermed fratages mænd ikke blot krop, men også evnen til empati - og det slog mig. Empati, ikke mindst med egne børn, giver sig ofte fysiske udslag - også hos mænd. Og det er vel de færreste mænd, der blot står ved siden af under fødslen og ser på. Det er decideret synd, hvis Ilse Diede-richs' erfaring med mænd, der manglede evnen til empati, skal danne analystisk grundlag for teori. Når Ilse Diederichs siger: 

På trods af en rædselfuld behandling på sygehusets fødegang var jeg efter fødslen ovenud euforisk og lykkelig for min datter, måske hjalp det, at jeg tog hjem samme dag, som jeg fødte, men uanset hvad så var det mig, der måtte lægge krop til hospitalspersonalets indgreb eller overgreb, min mand stod ved siden af og så på.

Så mere end anes den "onde" erfaring. På flere måder. Faktisk er Ilse Diederichs så radikalt teknologiforskrækket, at hun indirekte siger, at kvinder må være parat til at dø i barselsseng (sic!). De kvinder, der ikke er det, er "medansvarlige for udviklingen" og den er som sagt - udelukkende - af det onde. Teksten viser typiske radikalfeminisitiske skred:

Derimod vil jeg hævde, at tilbageerobringen af respekten for kvindekroppens reproduktive evne både vil kunne gavne ikke blot kvinder, men også børnene og dermed gavne hele samfundet. Det at blive mor handler om liv og død, såvel for mor som for barn og meget mere konkret for kvinden end for manden. Det er kropsligt helt omkostningsfrit for en mand at blive far, men utallige kvinder har måtet og må stadig sætte livet på spil i forbindelse med artens videreførelse. Måske handler fornægtelse af kvindekroppen derfor også om fornægtelse af døden, og da døden er farlig, må kvindekroppen nødvendigvis også være farlig, og dens betydning må bekæmpes. Kvinder er i det hele taget farlige, de truer barnet ikke blot fysisk gennem deres upålidelige kroppe, men også psykisk ved at kvæle barnet med enerådende modermagt. Der er da ikke noget at sige til, at visse mandegrupper har vind i sejlene.

Når de forskellige skred i ovenstående citat udskilles, bryder argumentationens logik sammen. Det er på dette sted i teksten, at jeg ser, at kvinder må være villige til at dø, altså ifølge Ilse Diederichs.

Bidragyderne

Heldigvis består Livet givet af andre indlæg. Det bedste finder jeg faktisk er Anne Christen Hansens "En bedste fortæller. At passe børnebørn". Historien er ikke oprørende, men den er godt fortalt. Her skabes billeder, fortællingen er fremadskridende og spændende, og selvhøjtidelighed er afløst af en klædelig selvironi og ydmyghedhed over for "livets små mirakler". Den handler om, hvordan det er pludselig at skulle passe sine to chilenske børnebørn en måned i Danmark - og det er ikke så let. 

Jeg synes ikke, at jeg genkender denne situation. Sådan var mine børn ikke. NÅ, det er jo også mine børnebørn. Vi skal lære hinanden at kende først. Men hvad gør jeg nu? Dolores står og kigger på. Hun tager sutteflasken fra munden og siger: "Farmor er dum. Skal jeg sparke hende?" Ignacio synes tilfreds med loyalitetserklæringen, svarer dog ikke.

En anden episode:

Nu er det bilerne under sofaen der optager Ignacio. Dolores kommer styrtende inde fra det andet værelse, hvor hun har leget alene længe. "Bange, bange," hun kaster sig om halsen på mig. "Dejlige farmor, dejlige farmor".

Desværre ender historien med essayistiske overvejelser, der er helt unødvendige, f.eks.:

Gid alle børn kunne lære deres bedsteforældre at kende. Bedsteforældre og børnebørn har tid og plads til at gå på menneskelige opdagelser og fryde sig sammen over fundene. Jeg glemmer aldrig min bedstemor. Og heller ikke mine chilenske børnebørn.

Men det er ikke kun Anne Christen Hansen, der havner i en selvanalyserende blindgyde. Hvis den gode historie kan karakteriseres af "show it, don't tell it", er kun passager i de forskellige bidrag gode historier, og litterære billeder fortrænges af mere eller mindre vellykkede forsøg på selvanalyse og essayistisk generalisering. 
 Men måske ønsker bogen slet ikke den gode historie? Her ligger hunden delvis begravet. Jeg formoder, at bidragyderne ikke blot er blevet bedt om at fortælle om deres egne oplevelser, men samtidig om at analysere dem. Eller måske har bidragyderne en tendens til ikke kun at lade ordene fortælle, men at forsøge at forklare teksten. 
 I denne sammenhæng skal man overveje, hvem bidragyderne egentlig er. Mere eller mindre almindelige kvinder, ja. Pia Deuleran og Bente Holm Nielsen: 
Vi forstår kvinder som en gruppe vidt forskellige mennesker, men med det til fælles, at de fleste vil opleve biologiske og sociale overgange.

Det er altså ikke forfatterinder, der er blevet bedt om at skrive, og den litterære standard er derfor (måske) underordnet. Pia Deuleran og Bente Holm Nielsen siger videre: 

Kvinder er kendt for at tale meget og gerne - dog ikke om hvad som helst. Hvad sker der, hvis det kvinder fortæller om, sættes ind i et større perspektiv? Det billede der kommer frem viser, hvad det er, der optager os. Derfor er det spændende at overveje, hvilken funktion kvinders beretninger har. Når vi i så høj grad har lyst til at dele ud af oplevelser, tanker og fantasier, er det så fordi vi søger nye måder til selvforståelse? Kan beretningerne inspirere til nye ideer og handlemodeller? Sætter fantasien grænser?

Mange og interessante spørgsmål - knap så mange svar. Der kan naturligvis være emancipatorisk potentiale i både det at fortælle og lytte til historier. Det er velkendt. Men er historien overforklaret eller grænsende til det propagandistiske, går det ud over muligheden for identifikation og inspiration. Jeg tror, at man som læser går i baglås over for den distancerede og belærende fortælling. 

Overlevelse

I Livet givet fortælles der indimellem om grusomme og ubarmhjertige oplevelser. Det skaber endnu et læserproblem for den, der er interesseret i netop indledningens spørgsmål. Er æstetikken uden betydning? Og hvordan kan man balancere mellem kynisme og vurdering af teksten: Det er ikke godt, det du har oplevet, det er frygteligt, men det er heller ikke nogen god tekst, du har skrevet om det. Kynisk, ikke sandt? 
Bente Holm Nielsens "Et uartigt ord på tre bogstaver. Overlevelse uden daglig kontakt med egne børn" falder ikke i distancefælden. Her er periodevis skrevet til benet, så det gør ondt, også på den empatiske læser. 

Med al min kraft smadrede jeg spejlet ind mod væggen. Da jeg samlede skårene op fra gulvet, lige på det sted, hvor barnet havde stået brøkdele af sekunder før, blev jeg klar over, at jeg skulle rykke.

Igen Bente Holm Nielsen: 

Den første gang, jeg mistede mine børn, blev jeg to kroppe. Utroligt at jeg kunne. I mange måneder havde jeg ikke rigtigt kunnet spise. Jeg vejede kun 45 kilo, og alligevel gik jeg afsted med to kæmpekufferter hen til bussen. På nethinden skiftede billederne. Det ene, hvor barnet futtede ud af badeværelset. Det andet, hvor sylespidse skår i et frit fald på en meter kunne have kløvet dybt ned igennem de hvide dun.

Gribende. I den ellers hudløse historie er indlagt små henvisninger til slottet, et fantasi- eller drømmeslot - eller Grevinde Danner Stiftelsen?

Jeg var aldrig bange, mens jeg boede på slottet. Valdemar Atterdag red på sin hest lige i nærheden, fordi han skulle besøge en veninde. På det sted havde alle ægte følelser været beskyttet i hundreder af år. Mens jeg boede på slottet, blev jeg igen én krop.

Bente Holm Nielsens lille historie om sit liv går under huden. Om det at være en småbørnsmor, der - skønt det er usagt - er ved at blive vanvittig, fordi det er vanvittig hårdt. Og den bliver hængende i erindringen. Det knuste spejl og de hvide dun. 

Mellem flere stole

Bogen er illustreret af Gine og Sisse Jarner med en fotocollage til hver enkelt tekst. Det er sket i samarbejde med skribenterne over en toårig periode.
Når man tænker på, at billedmaterialet er skabt over to år, må det siges at være tyndt og distanceret. Umiddelbart glittet, smagfuldt og på sin vis afdæmpet, men ved nærmere eftersyn præget af berøringsangst over for de alvorlige emner, som historierne berører  - og derfor egentligt smagløst. 

På trods af indledningens højskoleagtige opfordring til god debat om kvindelivets vilkår og reproduktionskædens fremtid, er det næppe dér, bogen henvender sig. Det er en smule uklart, hvem den egentlig er beregnet på, ikke mindst da den placerer sig genremæssigt mellem flere stole. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med, men læsningen af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer ville have været en større fornøjelse, hvis bidragyderne - og redaktionen - havde haft en lidt større litterær ambition.