ÆbleOm forfatterne til LIVET GIVET
Klik på billedet for forstørrelse


 
Susanne Nyrop: Født i 1950 i Gladsaxe. Nummer to ud af fem søskende. Havde tidligt stor lyst til selv at få børn og fik to i rap kort efter skolen. Uventet måtte jeg klare dem selv efter syv spændende år med en  fantasifuld og uberegnelig mand. På et tidspunkt blev jeg træt af at arbejde som utilfreds pædagog for andres halvforsømte børn og tog hul  på en ny fase i tilværelsen, som jeg deler med Bernt, der er femogtyve år ældre end mig. Jeg har realiseret min drøm om videreuddanelse og er på vej til mit kandidatspeciale i pædagogisk informatik.
Susanne Nyrop
 
Bente Holm Nielsen: Født i 1941. Enebarn. Tre brudte parforhold. Mor til tre. Bedstemor. Blev efter realeksamen elev på advokatkontor. Senere ejendomsmægler. I 1976 student. Kandidateksamen i medicin i 1989. Interesser kvindesagen, reproduktiv sundhed, skiture i Norge, percussion og haven.
Hjemmeside
Bente Holm Nielsen
 
Anne Møller: Født i 1946. Interesser: Min familie - at svare hver sit (og her gælder det ikke kun? penge) - det nære, men også gerne rejser og oplevelser af andre levemåder. Mit arbejde med udvikling af bøger og tegneserier til børn og unge. Film og litteratur. Landhusets glæder, besøg af venner, grave have, se på katten...
Familie: Ingen er desværre tilbage fra barndommens tid - men Busen, manden i mit liv, som jeg mødte som ti-årig er jeg stadig gift med. Jeg fødte min yndlingsdatter Fanny den 10. april 1973 - og har været taknemmelig for hende lige siden.
Anne Møller
 
Ida Hoeck: Jeg er født i 1960 i Ribe. Er uddannet sociolog. Jeg mødte min mand i 1986, vi blev gift i 1992. Kort efter fik vi en søn. Fik yderligere en søn i 1994. Blev enke i 1995.
Ida Hoeck
 
Charlotte Ferslev Møller: Jeg er 37 år, født på Frederiksberg, men opvokset i Maribo. Efter studentereksamen flyttede jeg til København, hvor jeg læste engelsk på universitetet. Nu er jeg ansat som koordinerende konsulent i en organisation, der arbejder med kvindesag og ligestilling. Jeg er gift med Andreas på tiende år og vi fik efter mange og lange anstrengelser Louise, som nu i fire år har overrasket, drillet, charmeret og fortryllet os.
Charlotte Ferslev Møller
 
Else-Marie Hedegård Hansen: Jeg er født den 25. marts 1960 i Kolding, men har levet i Vejle det meste af min barndom og ungdom. I 1981 blev jeg gift med Johannes Hansen, ham jeg kalder Johs.1984 blev året, hvor jeg stod med eksamensbevis på endt læreruddannelse med liniefagene musik og religion. I 1989 flyttede vi til Lemvig for at starte en Apostolsk frikirke (nej, det er ikke en sekt!). Johs og jeg har 5 børn (Josias, Jonatan, Josefine, Sebastian og Sophia) som jeg i længere perioder har valgt at være hos derhjemme.
 
Anne Christen Hansen: Født i 1934. Uddannet folkeskolelærer. Har undervist børn i Sorø og i Redwood Valley, Californien. Senere underviste jeg på et amerikansk kulturcenter i Santiago, Chile i femten år. Da jeg flyttede tilbage til Danmark læste jeg til cand. phil. i spansk og arbejder nu på et ph.d.-studium i relation til et egnsudviklingsprojekt  i Chile. Jeg har to sønner og tre børnebørn i Chile.
Anne Christen Hansen
 
Jorunn Frøili: Jeg er født i Oslo i 1955, som den yngste af tre søstre, dog er den mellemste søster kun 5 minutter ældre end jeg og den anden hele 6 år ældre. Jeg er uddannet ved Universitetet i Oslo med nordisk sprog og litteratur som hovedfag og har siden 1985 været universitetslektor og fagansvarlig for tolkeuddannelsen. Vi bor midlertidigt i Dar es Salaam i Tanzania, hvor min mand arbejder ved den norske ambassade. Vore to sønner, født i 1986 og 1988, går på Den Internationale Skole her. Selv arbejder jeg med et forskningsprojekt om at samtale gennem tolk.
 
Eva Erson: Mit navn siges at betyde liv på hebraisk. Hele mit liv har jeg været en meget frygtsom person. Så snart jeg er gået igennem en prøvelse dukker en ny op, som Medusas hoveder! Livet bliver spændende på den måde. Mine venner giver mig den støtte, den modstand og den kærlighed, jeg behøver for at udvikles, og de er meget betydningsfulde i mit liv. At cykle, vandre i fjeldet og at dyrke haven er gode og livgivende kontraster til mit arbejde på universitetet, hvor jeg beskæftiger mig med sprogvidenskab og kvindeforskning. Jeg er 57 år, ugift og har ingen børn.
 
Ilse Diederichs:Jeg er født i 1953 og opvokset i København i et arbejdermiljø. Har to døtre, født i 1976 og 1980. Uddannet cand.scient.pol. og cand.mag. Under studierne har jeg arbejdet i daginstitutioner. Nu er jeg ansat på en handelsskole og underviser i samfundsfag og tysk. Jeg er feminist og medlem af gruppen "Gen-Etisk Netværk".
Ilse Diederichs
 
Pia Deleuran: Jeg er født i Brøndbyøster i 1960 og er privat praktiserende advokat. Endvidere har jeg eksamen i teoretisk pædagogik fra Københavns Universitet. Det juridiske og pædagogiske kombineres p.t. i en forskeruddannelse i Erhvervs- og Voksenuddannelsesgruppen ved Roskilde Universitetscenter. Familiefronten består af ægtefællen, der også er advokat, af to sønner på fjorten og sytten år og ind i mellem af seks-årige tvillingepiger i kommunal aflastning.
Hjemmeside
Pia Deleuran
 
Karen Smedegaard Christensen: Jeg er født i 1965. Er den yngste ud af en søskendeflok på syv. Opvokset på en gård i Jylland. Lever sammen med min mand på trettende år. Mor til tre. Min yngste datter går i første klasse. Er under uddannelse til illustrator.
 
Charlotte Bakkemose: Født i det lysende forår i 1969 i Skælskør. Jeg er den første ud af tre. Min familie emigrerede i 1978 til Vejle, Jylland. Efter endt skolegang søgte jeg efter det, som jeg skulle blive til. Jeg troede, jeg skulle leve af mine kreative og kunstneriske sider, men i 1995 blev jeg færdiguddannet som pædagog. Min passion er Lukas, min lille søn - han er mit livs største lykke. Susanne - mit hjertes lys - som jeg er gift med, har jeg kendt i tolv år. 
Gine Jarner: Jeg er 26 år og vokset op som mellemste barn af en journalist og - på min mors side - som tredje generation af fotografer. Som teenager havde jeg en naturlig modvilje mod at følge i mine forældres fodspor, men lærte dog hurtigt at værdsætte mit "medfødte" talent. I 1996 afsluttede jeg min uddannelse som reklamefotograf og har siden sammen med min mor eksperimenteret en del med elektronisk billedbehandling. Det vigtigste i min tilværelse er mine meget nære venner og min store familie. 

Sisse Jarner: Jeg er 52 år, vokset op i en familie, hvor det at have hinanden og have det sjovt var det vigtigste. Kom som femten-årig i lære som pressefotograf på Pressehuset, hvor jeg var i seksten år. Derefter nitten år på tv-avisen. Startede i 1996 som  selvstændig. Det absolut vigtigste i min tilværelse er min familie: Mine børn, Sille, Gine og Ulrik, mine børnebørn Shiva, Luna og min mand Niels. Jeg holder af at skære tilværelsen ud i firkanter, på foto, i tegning og maleri. En anden vigtig del i mit liv er at rejse ud og opleve verden..
Hjemmeside



Tilbage til forside